Vor natur.
Et basalt behov.
Denne hjemmeside er lavet i et forsøg på at få andre til at opleve den glæde og ro vor natur giver mig.
Min tilgang til livet derude, startede i ung alder med fiskeri, de langelandske moser og deres gedder og sudere dragede og mange timer gik, her så jeg tillige mine første ildfluer og hørte rørdrummens pauken, sidenhen gik mange år, faktisk over tredive, i jagten på Nordfyns havørred, norges, skotlands og jyllands Laks, ørreder i Jugoslavien, og Sverige.
Denne omsiggribende fiskeperiode, medførte køb og heftig brug af mit første kamera, fangsterne skulle selvfølgelig dokumenteres, og sådan gik mange år med at tage stort set ens billeder af døde fisk, udover rovfugle sagde de fjerede skabninger mig intet, men fotografiet udviklede sig stille og roligt, gennem mange typer motiver, dog stort set udenlukkende naturfotos.
Men en skønne dag, rent faktisk under en fisketur nytårsdag fra kajak, nærmede en stor fugl sig højt over Nærå strand på Nordfyn, min første Havørn, denne blev indfanget som en plet på den skønne blå himmel, med det udstyr jeg dengang var i besiddelse af, og herfra blev jeg grebet af fuglefotograferingen, noget der siden har givet utrolig mange glæder og sorger, mest det første, sorgerne består udenlukkende i at man ikke altid får det skud man ønskede sig, men heri består udfordringen jo.
Al den tid jeg har tilbragt i naturen gennem mit liv, har således givet utroligt meget, og et for mig specielt forhold til dette sårbare og desværre truede element, vi skal huske at naturen kun er til låns, og skal efterlades til vore børn og efterkommere, noget det desværre kniber gevaldigt med i disse udnyt alt hvad udnyttes kan tider, barndommens utallige sommerfugle, bækørreder, og harer er ikke mere en selvfølgelighed, de er blot nogle af de mange arter som måske lever på lånt tid, hvis vi ikke ændrer adfærd, ja selv vores rene grundvand, kan ende med at blive erstattet af flaskevand, så pas på det derude, og nyd det, der er meget at hente, for dem som forstår det.
Og sidst men ikke mindst husk, denne gamle indianers vise ord:
"Først når det sidste træ er fældet. Først når den sidste flod er forurenet. Først når den sidste fisk er fanget. Først da vil man opdage, at man ikke kan spise penge"
Cree-indiansk profeti